Siden 1896

Fra skovtur til café

Et af fjordens ældste udflugtsmål — med mere end 100 år af skovture, solnedgange og selskab bag sig.

Løverodde, som det store udflugtsmål, blev etableret omkring 1896. Der blev bygget en meget flot pavillon, og det blev startskuddet til det udflugtsmål, som stedet også er i dag. I Løveroddes højtidsdage var der dagligt sejlads dertil med forskellige fjordbåde. Bådene sejlede fra Kolding Havn med anløbsbroer flere steder i fjorden. Driften af fjordbådene blev indstillet i 1959.

Selveste Kejser Vilhelm II har aflagt visit på stedet i gamle dage og var meget betaget. Det siges, at Løverodde har sit navn fra en stor vikingehøvding ved navn Lødver, der drog på togt fra odden.

Gæster foran den gamle Løverodde-pavillon
Gæster foran den oprindelige pavillon på Løverodde.

I over 100 år har det været en årlig begivenhed for rigtig mange mennesker at tage på skovtur til Løverodde. Det var tit årets begivenhed, hvor alle blev klædt fint på, og så hyggede man sig en hel dag ved stranden. Stedet har altid været det idylliske udflugtsmål neden for Nørreskoven.

Fra pavillonen snor de herligste stier sig ind i Stenderup Skov. En af de smukkeste ture fører langs bæltet ad strandbredden. Under gamle, smukke træer har man den mest fantastiske udsigt til Fænø og Fænø Kalv.

Skovtursgæster i blomstereng med pavillonen i baggrunden
Skovtur ved Løverodde — pavillonen ses i baggrunden.

I 1955 brændte den smukke gamle træpavillon ned til grunden for at blive genopbygget året efter — denne gang en fladtaget pavillon af mursten, helt i tidens ånd. I mange år blev der drevet campingplads og cafeteria på stedet med skiftende forpagtere. Midt i 90'erne lukkede stedet ned, stod uden forpagtere og forfaldt. I den forbindelse lukkede Naturstyrelsen campingpladsen, da man mente, den sled for meget på naturen.

Sidst i halvfemserne oprettede Kolding Kommune — i samarbejde med turistforeningen, sejlklubben, lokalområdet og Haderslev Statsskovdistrikt — en fond til bevarelse af Løverodde. De arbejdede på at få stedet renoveret og forpagtet bort, og i slutningen af 1998 lykkedes det at finde en ny forpagter, som drev stedet i to år.

I 2001 var vi så heldige at få lov til at overtage forpagtningen. Vi drev stedet frem til 2006 i de eksisterende lokaler, mens der løbende blev arbejdet — mellem fonden, Kolding Kommune og os — på at gøre stedet mere tidssvarende og i pagt med naturen. Det lykkedes, og i 2006 stod bygningen færdig, som den er i dag: café/restaurant, selskabslokale samt forpagterbolig på 1. salen.

Fra caféen er der en fantastisk udsigt over Kolding Fjord og Lillebælt, og hver aften kan man nyde en smuk solnedgang over fjorden. Café Løverodde står klar med masser af oplevelser for gane og sjæl.

Kom selv og oplev stemningen — vi glæder os til at byde dig velkommen.

— Peter & Dorte